Forest Man

Lars Larsen's blog

Predikan om Herrens återkomst 1912 av Albert Lunde. Del 1

Publicerad 2023-01-15 12:39:00 i Albert Lunde, Amorism, Comfort, Death and resurrection of Jesus, Jesus, Joy and hope, Messiah theology, Prophecies and number mysticism, Rapture, Revivals, Suffering and theodicy, The Old Testament and the Jews, The second coming (the return of Jesus),

( det följande är en översättning av mig från gammalnorska av ett kapitel från boken "Fra Calmeyergadens Prædikestol. Taler af Albert Lunde* " (en norsk väckelsepredikant som levde 1877-1939), första bandet., 1912–13, s.91-101: Kapitlet "Herrens Gjenkomst")
 
* Albert Lunde hade stort inflytande på Finlands religiösa liv, bl.a. den pietistiske väckelseledaren Urho Muroma och president Lauri Relander blev omvända till Gud genom Lunde. 
 
 
Herrens återkomst
 
- "en andra gång skall han utan att vara syndoffer ses till frälsning för dem som väntar på honom." (Hebr. 9:28)
 
Kristus kom första gången för att vara syndoffer. Vi vet, att hans ankomst till jorden var utlovad och trodd, länge innan han kom. 
 
Det första löftet härom finner vi strax efter syndafallet. I 1. Mos. 3:15 läser vi, att Gud sa: "Och jag vill sätta fiendskap mellan dig och Kvinnan och mellan din säd och hennes säd; den skall krossa ditt huvud, men du skall krossa dens häl."
 
Då Eva hade fött sin förstfödda, tänkte hon ganska säkert, att han var den av Gud utlovade - att det var han, som skulle krossa Ormens huvud. Senare ner genom tiderna finner vi löftet förebildligt predikat genom offringarna. Vart endaste offer, som blev lett fram, var i verkligheten en förkunnelse om löftet om det offer, som skulle komma. 
 
Det var tider i det Gamla Förbundet, då folket var särskilt väckt till att vänta på den utlovade Messias. Vid andra tider var de mera slöa och likgiltiga och tänkte inte så mycket på det Löfte, som var givet. Profeten Jesaja hade en stor och klar syn på den, som skulle komma. På ett förunderligt sätt skildrar han den utlovade Messias så klart, som om han redan såg honom. 
 
Men då Jesajas röst förstummades, och folket inte längre hörde profetens manande ord, förslöades det mer och mer, och det fanns förfärligt få, som mindes Löftet och väntade på dess uppfyllelse. Malakias var den sista profeten, som Gud sände Israel. Det vare sju bestämta budskap som denna profet förkunnade dem. Man finner, att folket var förhärdat och ville inte höra. 
 
Då de således hade stängt sina öron för varje budskap från Herren, sände han dem inte flera profeter, så i 400 år fanns det ingen profet i Israel. Det var en lång, mörk tid, och det ruvade ett stort mörker över folket. 
 
Dock, det fanns några få, som trodde på profeternas budskap och på Skrifterna, och därför väntade på Messias. I Luk. 2:25 läser vi om en gammal mann vid namn Simeon. Han väntade på ett sådant sätt, att han gick med förvissningen: "Jag skall få se den utlovade Messias. Mina ögon skall inte stängas i döden, innan jag har sett honom."
 
I det samma kapitlet läser vi också om den gamla kvinnan Anna, som var vid Templet. I många och långa år hade hon väntat och kanske varje dag, när hon gick upp till Templet tänkt: "Kanske nu Tiden är kommen, och jag idag skall få se honom - Messias."
 
Det är många som tror, att när Jesus kommer tillbaka, kommer det att bara vara några få, som förväntar honom. De flesta andliga och tänkande män tror så, och att det Nya Testamentet kommer att avslutas som det gamla, genom att det i verkligheten är ytterst få, som väntar på Jesu ankomst. 
 
Kristi återkomst har blivit förkunnad på olika sätt. Några har använt den som en hotbild. 
 
När jag var liten pojke var med på möten, hörde jag Kristi återkomst förkunnad på ett sätt, som om man ville säga: "Gud förbarme sig över oss, nu kommer Jesus snart:" - 
 
Vilken ångest var jag inte i då - och många med mig - vid tanken på, att Jesus skulle komma åter. Men det är tyvärr inte bara den gången, man predikade således. Också sedan har detta välsignade Budskap blivit förkunnat på det samma sättet och i den samma anden. 
 
Såhär finner vi det inte omtalat i det nya Testamentet och heller inte bland de första kristna. Nej, de talade om det som deras glädje  - deras kraft och styrka - deras hopp - och deras stora tröst. Petrus skriver i 1. Pet. 1:8: "-han, som ni inte har känt och dock älskar, vem ni nu inte ser, men dock tror på, och ni skall fröjda er med outsäglig och förhärligad glädje."
 
I den föregående versen har han talt om Jesu Kristi Uppenbarelse, och till den säger han, skulle de fröjda sig med outsäglig och förhärligad glädje. 
 
Han önskade, att de troende skulle bli glada och lyckliga, och deras glädje nå det högsta målet, och därför visste han inte något bättre att berätta till dem, än att Jesus skulle komma åter. 
 
De hade ju lärt honom att känna som sin bästa vän, och inte som en för vem de behövde vara rädda. Han älskade dem med en kärlek, som var starkare och ömmare än någon moders. 
 
* * * 
 
Så långt min översättning. Fortsättning på översättningen följer. Om ni klarar gammalnorska, här är fortsättningen på denna predikan på gammalnorska:
 
 
De havde spurgt ham, når han vilde oprette Riget
for Israel, og han havde forklaret dem om det
Herlighedens Rige, som skulde komme, og de vidste,
at alt, hvad han havde lovet dem, vilde ske, når han
kom igjen.
Derfor ventede de på, at han skulde åbenbares og
frydede sig ved Tanken derpå. Det var deres Glæde.
Lad os se, hvad Jakob skriver. Vi læser i Jak. 5, 8:
"Vær også I tålmodige, styrk eder Hjerter! Thi
Herrens Tilkommelse er nær".
Jakob formaner de Troende til at blive sterke, og
med Tanken på at Dagen er nær, siger han, at de skal
ikke være nedstemte og forsagte, men styrke sine
Hjerter.
Måtte også vi som Troende prøve os selv, om vi er
i den Stilling, at vi bliver sterke ved Tanken på Jesu
Gjenkomst, eller om det virker det modsatte hos os.
Jesu Gjenkomst var deres Håb.
Vi læser i 1. Joh. 3, 3: "Og hver den, som har dette
Håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren."
Hos alle, hvor dette Håb er levende, vil det have
den Virkning, at de bevares rene fra al Kjødets og
Åndens Besmittelse og lever færdige til at møde ham.
[95] Måtte vi derfor beflitte os på at bevares rene,
forat vort Håb ikke skal beskjæmmes.
Paulus skriver 1.Tes. 4,18:"Så trøst da
hverandre med disse Ord!" Hvad skulde de trøste
hverandre med? — At Herren skulde komme ned fra
Himlen med en Overengels Røst, og de døde i Kristus
skal opstå først, medens de, der blev tilbage, skal
rykkes tillige med dem hen i Skyerne til at møde
Herren i Luften; og således skal de altid være hos
Herren.
Dette var deres Trøst. Er det vor Trøst — at denne
Jesus snart skal åbenbares? Hvis vi er i den rette
Stilling, vil det styrke og glæde os, ja det vil være vort
Håb og vor Trøst under Vandringen her.
"Han skal sees til Saliggjørelse for dem, som
forventer ham."
Lad os betragte nogle Steder i Skriften, hvor netop
disse Ord — de forventer ham — forekommer.
Vi læser i 1. Kor. 1, 7: "— så der ikke fattes eder
på nogen Nådegave, idet I forventer vor Herres Jesu
Kristi Åbenbarelse."
1.Tes.1,10:"—og forvente hans Søn fra
Himlene, hvem han opreiste fra de Døde, Jesus, som
frier os fra den kommende Vrede."
Fil. 3, 20: "Thi vort Borgerskab er i Himlene,
hvorfra vi og forventer som Frelser den Herre Jesus
Kristus."
Peter bruger endnu sterkere Udtryk.
I 2. Pet. 3, 12—14 står der: "— ventende og
stundende efter Guds Dags Tilkommelse, formedelst
hvilken Himlene skal antændes og opløses, og
Elementerne komme i Brand og smeltes.
Men vi forventer efter hans Forjættelse nye [96]
Himle og en ny Jord, hvor Retfærdighed bor. Derfor I
Elskelige, efterdi I forventer dette, så beflit eder på at
findes ubesmittede og ustraffelige for hans Åsyn i
Fred."
Venner! Venter vi med Længsel på den Dag,
Herren skal åbenbares?
Vi kjender alle noget til, hvad det er at vente på
en,som vi har kjærmed hvilken Glæde vi
imødeser dennes Ankomst.
Forventer vi den Herre Jesus på samme Måde?
Når vi læser dette Vers:"Han skal sees til
Saliggjørelse for dem, som forventer ham", kunde vi
spørge: "Hvilke Følger vilde det have for de Troende
at forvente Jesus?"
Vi vil kortelig betragte tre eller fire Ting.
Dersom vi forventer Jesus på samme Måde som de
første Kristne, vil vi ligesom de elske hverandre.
Det som særlig udprægede den første Menighed,
var den indbyrdes Kjærlighed, der herskede iblandt
dem. De Vantro stod undrende og sagde: "Se, hvor de
elsker hverandre!"
Hvordan ytrede denne Kjærlighed sig?
I vore Dage kalder mange det Kjærlighed, at man
ikke siger hverandre Sandheden og sine Meninger. Og
hvis man ser noget ondt eller nogen Feil hos
hverandre, skal man bare tie stille og ikke pege på det.
Det er ikke Kjærlighed, men snarere det modsatte.
De første Kristne elskede hverandre på en sådan
Måde, at de havde Frimodighed til at pege på Synden
hos hverandre og få bort det Onde fra sin Midte. —
[97] Hvis en Mand har været så uheldig og tilsølet
sin Frakke, vilde det da ikke være at vise ham
Kjærlighed, når vi forsøgte at hjælpe ham at 
Smudset bort, istedetfor at sige: "Lad os tie stille og
ikke fortælle ham det, lad ham bare være."
Den Kjærlighed, de Kristne i vore Dage trænger
til, er ikke den Kjærlighed, der bare bærer over og
undskylder det Onde, men den Kjærlighed som siger:
"Her er en Feil, lad mig forsøge at hjælpe dig lidt på
det Punkt og få den bort."
Det var sikkerlig på den Måde de første Kristne
elskede hverandre og ikke med den sødladne
intetsigende Kjærlighed, som vor Tid er så fuld af.
Men på den anden Side er der intet, som mere
bringer deTroende sammen og bevirker, at de
fordrager og bærer over med hverandre end Bevidst-
heden om, at Jesus snart skal komme igjen. Vi finder
flere Steder i Skriften, som klart åbenbarer, at Trætte
og Partistrid netop kommer deraf, at man ikke venter
Jesus.
Lad os kun betragte Luk. 12, 45. Der taler Jesus
om en Tjener, som begynder at slå sine Medtjenere,
og læg Merke til, hvad denne siger: "Min Herre tøver
med at komme". — Netop fordi han troede, at hans
Herre tøvede med at komme, begyndte han at slå de
andre.
Slår vi hverandre? — —
 
Ingen må tro, at Partiskhed og Partistrid er en
Følge af Åndelighed.
Læs Kor.1,12—13.Paulus irettesætter der
Korinterne, fordi der var Partier iblandt dem. Disse
Partier var ikke opstået på Grund af deres Åndelighed,
men på Grund af deres kjødelige Sind.
[98] Måtte Herren hjælpe os, så vi med Ånd og
Sind kunde komme i den Stilling, at vi ventede på
Herren. Det vilde frigjøre os fra mange Ting, så vi
som Kristne kom hverandre nær og samledes om det
ene — at være rede og bringe vore Medmennesker til
at vente på Jesu Komme.
At forvente Jesus vil gjøre osfrimodige over for
Verden.
Vi læser i 2 Kor. 3, 12: "Efterdi vi da har sådant
Håb, bruger vi stor Frimodighed."
Er det da underligt, at Apostlerne og de første
Kristne havde en så stor Frimodighed, når de havde
dette Håb: Han kommer snart igjen.
Betragt den forhen så feige og frygtsomme Peter
når han på Pinsedagen står frem og taler for den store
Folkeskare. Hvorfor var han da så frimodig — han
som kort Tid i forveien blev ræd, da en Kvinde talte
til ham?
Jo han ventede, at Kongen snart skulde åbenbares.
Denne Tanke gjorde ham sterk og frimodig og
bortjagede al Frygtsomhed, så han stod der urokkelig
som en Klippe.
Følg Paulus og Silas gjennem Apostlernes Gjer-
ninger. Hemmeligheden ved deres store Frimodighed
lå den, at de havde dette Håb — han skal snart
åbenbares. —
I den første Tid, efter at jeg var bleven en Kristen,
var jeg så bedrøvet og forsagt; thi jeg troede ikke, at
jeg kunde blive bevaret. Andre gik hjem fra Møderne
glade og lykkelige; men jeg gik hjem tung om Hjertet
og bedrøvet. Jeg vidste, at min Synd var mig forladt,
og at jeg var et Guds [99] Barn; men troede, at det var
umuligt for mig at blive bevaret.
Så ledet Herren det således, at jeg kom på nogle
Møder i Moodys Forsamling i Chicago. Der talte en
om Kristi Gjenkomst.Jeg glemmer ikke, hvilken
Forandring der foregik med mig. Det blev så levende
for mig, at Jesus snart skulde komme igjen, og Tanken
derpå gjorde mig så lykkelig og frimodig. Jeg kjendte
mig så sterk og opløftet. Frygten var borte; thi nu
vidste jeg, det gik an at blive bevaret — Dagen var
nær.
Unge Ven! Tror du ikke, det vilde være en stor
Hjælp for dig i dit daglige Liv og dit Arbeide, om det
blev rigtig klart for dig, at Jesus skal komme igjen —
at Dagen er nær? — Jeg ved, at det vilde styrke dig,
og give dig en større Frimodighed til hans Navns Ære.
— — —
 
Der er intet, som således kan løse os fra Verden,
men også sætte os det rette Forhold til den
nuværende Verden, som Bevidstheden om at Jesus
snart kommer igjen. Dersom dette blev levende for os,
vilde vi ikke gro så fast i disse jordiske Ting.
Man behøver ikke at være nogen Sværmer, fordi
man gjør sit daglige Arbeide med det for Øie: "Min
Herre skal snart åbenbares, må jeg findes at være tro
på den Plads, han har sat mig."
Jeg tror ikke, at det vil gjøre den sløv, som sidder
på sit Kontor med Bøgerne. Nei, tvertimod — han vil
snarere hver Aften tænke: "Jeg må have alt i Orden,
og Regnskabet klart, om Jesus skulde komme før
Morgendagen rinder."
Jeg kjender en Moder. Om Aftenen, når Børnene
var lagt i Seng, lagde hun deres Klæder tilrette og
[100] ordnede alt, idet han sagde: "Om Herren henter
os inat, vil jeg, at alt i mit Hus skal findes i Orden."
Måtte vi alle gjøre vort Arbeide, som var det vor
sidste Dag. Dette er den rette Måde at vente Herren på
— at være færdig og gjøre al sin Gjerning som for
Herrens Åsyn. — — —
Den, som venter Herren som de første Kristne, vil
også søge at bringe Syndere til Jesus.
De lagde aldrig Armene overkors og satte sig ned
for at vente på ham. Nei de arbeidede og gik ud hver
Dag for at føre endnu en Sjæl tilbage, som var gået
bort og for at se, om der var flere som vilde frelses og
blive rede til at være med, når Jesus kom.
Hvem er det, som Gud nedigjennem Tiderne har
brugt til at vinde Sjæle for Herren — også i det 19de
og 20de Århundrede?
Det er dem, som har været besjælet af denne Ånd
— Jesus kommer snart! — —
Jeg hørte engang den bekjendte Dr.Campbell
Morgan sige i en Tale, han holdt for Prædikanter;
"Ingen er skikket til Evangelist eller Prædikant, uden
at han tror på Jesu Gjenkomst på en sådan Måde, at
han tænker: "Han kan komme, førend jeg slutter min
Prædiken."
Dette udtalte han med fuld Overbevisning til en
Forsamling hvor der sad 500 Missionærer og
Prædikanter.
Jeg blev forfærdet over hans Ord; men eftersom
Årene er gået, har jeg givet ham megen Ret i, hvad
han sagde.
Venner! Vi er mange Troende her i Aften.
Kunde blot Herren få gjort disse Ord levende
[101] for os: "Han skal sees til Saliggjørelse for dem,
som forventer ham."
Det vilde gjøre os skikket til at søge Syndere.
Det vilde gjøre os skikket til at tale med dem.
Det vilde styrke os en Dag, når vi var trætte, at
tænke på: "Når Overhyrden åbenbares, skal vi få
Ærens uforvisnelige Krans."
Lad os derfor prøve os, om vi er i den rette Stilling
for Herren.
JesusformanedeDisciplenetilatværeiden
Stilling, at de ikke bare t r o e d e ,men ogsåventede
på at han skulde komme igjen.
Når han var alene med Discipelflokken, talte han
ofte om de dybeste, hemmelige Ting.
Ved en sådan Anledning siger han til dem: "Vær I
ligesom de Mennesker, der venter sin Herre, når han
vil bryde op fra Brylluppet, forat de, når han kommer
og banker på, straks kan lukke op for ham. Salige ere
de Tjenere, som Herren finder vågne, når han
kommer." Luk. 12, 36.
En anden Gang siger han i Lignelsen om de 10
Jomfruer, atde som var rede,gik med ham ind til
Brylluppet — og Døren blev tillukket.
Det var Jesu Ord og Jesu Lære til Disciplene, og
Gang efter Gang formaner han dem til at være beredte
og indtage en ventende Stilling.
Måtte Herren hjælpe os at være rede og vente på
ham; thi han skal sees af dem, som forventer ham til
Saliggjørelse.

Om

Min profilbild

Lars Larsen

Born 1984 in Finland. Norwegian, lives in Stockholm, Sweden. Poet, ecotheologian and ecophilosopher (though not an academic such in both cases, although he studied theology for almost three years at Åbo Academy University), is also called "The monk" ("munken", he is monk in a self-founded monastery order, "Den Heliga Naturens Orden", "The Order of the Holy Nature"), he calls himself "Forest Man Snailson" (Skogsmannen Snigelson) because of certain strong ties to Nature and the animals, founded among other things through many years of homelessness living in tent, cot, cave and several huts in the Flaten Nature Reserve, the Nacka Reserve and "Kaknästornsskogen" outside of Stockholm. He debuted as a poet in 2007 with "Över floden mig" ("Across the river of me"), published by himself, he has also published an ecotheological work, "Djurisk teologi. Paradisets återkomst" (Animalistic theology. The return of paradise") on Titel förlag 2010. He has published the poem collection "Naturens återkomst" (The return of Nature) on Fri Press förlag 2018 together with Titti Spaltro, his ex-girlfriend. Lars's professions are two, cleaner and painter (buildings). Before he was homeless, but right now he lives in Attendo Herrgårdsvägen, a psychiatric group home for mental patients in Danderyd, Stockholm. His adress is: Herrgårdsvägen 25, 18239 Danderyd, Sverige. One can reach him in the comments section on this blog. His texts on this blog are without copyright, belonging to "Public Domain". He is the author of the texts, if no one is mentioned.

Till bloggens startsida

Kategorier

Arkiv

Prenumerera och dela